Den grønlandske kajak

Materialer til en grønlænderkajak
Byggeri af en kajak--grønlandsk eller anden type--er et nærmest u-udtømmeligt emne, hvad angår design, konstruktion, materialer osv. Efter at have læst en ret god del af den tilgængelige litteratur, er jeg ikke i tvivl om, at en kajak kan bygges på mange måder, og stadig være lige fantastisk.
Når du går i gang med en grønlandsk kajak, skal du bl.a. tage stilling til hvad kajakken skal bruges til, hvilken type farvand du ønsker at sejle i, hvor meget udstyr du ønsker at læsse i kajakken, din egen fysik osv.
Materialerne skal være f.eks. godt fyr,  gran eller lærk til rammekonstruktionen. Til svøb anvendes typisk asketræ eller egetræ, der let lader sig forme efter dampkogning. Beklædning af kajakken kan være en god tyk (12-18 oz f.eks.) lærredsdug. Inden beklædning behandles træskelletet med træbeskyttelse, f.eks. linolie med funcacid (svampedræbende middel), trætjære eller lignende. Lærredet kan males med enten linoliemaling eller oliemaling. Kuttermaling fra Hempel er særlig velegnet.
Designet af kajakken vil være bestemt af en række forhold: skal du f.eks. sejle i hård sø kræves en skrogform der let bevæger sig i bølgerne, altså noget med en forholdsvis rund bund. En mere firkantet bund-facon vil virke mere stabil i roligt, fladt vand, men vil være noget nær en katastrofe at sejle i, når der kommer "buler" på vandet. En bred kajak vil alt andet lige være mere stabil end en smal kajak, men kan bliver vanskelig at sejle i uroligt vand.

Design af kajakken
Et andet diskussionsemne er bådens længde: en lang kajak giver meget stuve-plads, men den bliver vanskeligere og tungere at manøvrere. En længde på omkring 17 fod (ca. 5,18 m) vil passe til de fleste gennemsnitsmennesker.
Kajakkens dybde skal passe til personens dimensioner, så man nemt kan komme op og ned. En høj kajak giver større transportkapacitet, men vil til gengæld være under kraftig indflydelse af vind, når den ikke er fuldlæsset, samtidig med at den vil virke ustabil.
Og endelig skal der også tages stilling til cockpitets længde af hensyn til ind- og udstigning.
Alle disse forhold kan gøres til genstand for utallige diskussioner, der kan få et næsten religiøst tilsnit hos de mest inkarnerede. Men lad dig ikke forvirre af alle disse forhold. Læs alt hvad du kan komme i nærheden af, prøv så mange kajakker som muligt, og tal med alle de konstruktører du har mulighed for.
Desværre er alle ikke lige meddelsomme, medmindre man melder sig på et af deres kurser. En enkelt herhjemme er endda gået så langt som til at få forbudt salget af H.C. Petersens første bog om kajakbygning, angiveligt på grund af en række indiskutable mangler ved bogen. Men alligevel….? Efter sådan en omgang research kan man godt sidde en smule forvirret tilbage, men så er der kun én ting at gøre: kom i gang med din første kajak! Og hvis du ikke er helt tilfreds med resultatet: så prøv igen! Eneste gyldne regel: gå aldrig ud alene, før du er helt fortrolig med båden og elementerne.
Brug også Internettet til dine undersøgelser. Der findes et utal af sider, hvor bestemte typer kajakker beskrives og vurderes. På siden med Links kan du finde nogle spændende kajaksider.

Sommeren 2004 var jeg så utrolig heldig at få lov at besøge H.C. Petersen, og snakke kajakbyggeri  i forbindelse med et par  artikler og en bog. Jeg medbragte en model af de kajakker vi bygger i Odense Havkajakklub og som også er udgangspunktet på mine kurser, og HC udtrykte stor anerkendelse af  vores byggemetoder.
HC er nu over 80 år, men stadig i fin form, og et fantastisk levende og positivt menneske. Han skriver pt. bøger om bl.a.klimaændringer, kajaklege og konebåde.

Modellen er lavet af Kristian Schmidt fra OHKK.

Grønlændervending
Klik på billedet for at se en korrekt grønlændervending
(Martin fra OHKK)

Geert Mørk
Telefon: 65 96 75 45     E-mail: gmoerk@post3.tele.dk

Du er velkommen til at kontakte mig: