Byg selv

Byg din egen kajak
Som du kan se på de foregående sider, er det bestemt ikke urealistisk at bygge sin egen kajak, hvadenten den er lavet som en grønlandsk kajak med lister og lærred, som en stipkajak eller evt. som en "stich & glue" kajak af x-finer og glasfiber/epoxy. Mængden af litteratur er efterhånden overvældende, og med lidt søgearbejde på Internettet kan du sandsynligvis finde en kajakbygger med erfaring indenfor dit interesseområde, og som regel indenfor en overkommelig geografisk afstand.
Og bortset fra en enkelt instruktør, har jeg aldrig mødt kajakbyggere, der ikke var villige til at dele deres erfaringer med andre. Antallet af byggere i Danmark tælles ikke længere i 100-vis, men i 1.000-vis. Og i det omfang jeg har tid, er du altid velkommen til at komme forbi og kigge på kajakker, materialer og værktøjer, eller bare få en snak om kajakker.

"Day-cruiser" på 4,5 meter. Bygget på 36 timer i roligt ferie-tempo julen 2003.
Søsat 22. feb. 04 i 2 graders "varme" og kulingsvejr.
Foto th: resultatet af 8 dages arbejde på et tidligere kursus.

Recovery/retrieval Kajak--sjov lille 3 meter kajak

Inspireret af Robert Morris´ bog har jeg i 2002 selv tegnet og bygget en 3 meter lang, 60 cm bred og 15 cm dyb  "Recovery Kajak". Billeder th.
Den vejer 10 kg, er livlig, vender på en 5-øre og er i det hele taget  sjov at sejle, men nok lidt for levende. Næste udgave bliver med fladere bund og lidt længere.

Denne type kajak blev første gang bygget af jægere ved Alaskas nordlige kyst. Med deres rifler kunne de nedlægge bytte på stor afstand, og så hente (retrieve) byttet i en lille let kajak, som nemt kunne transporteres på ryggen på land. Det sjove ved denne type kajak er, at den kan bygges af stumper fra brokkassen til næsten ingen penge og man kan tillade sig at lave en masse eksperimenter og samtidig se lidt bort fra, at skulle bygge den "perfekte" båd. Det er bestemt ikke urealistisk at lave sådan en kajak for under 1.000 kroner.

Kajak-materialer

Mangler du træ, lærred, nåle, tovværk, tråd til surringer eller andet til byggeriet af din kajak, er der flere muligheder.

Udsøgt træ fra danske skove
Specielt asketræ (eller eg) kan være svært at få fat på i de rigtige dimensioner. En billig måde at få fat i træet er ved selv at skære det op i planker med et mobilt savværk. Se min artikel i Gør Det Selv fra maj 2005. Du kan downloade den på www.goerdetselv.dk. Søg på savværk.

Min egen hjemmebyggede jolle blev sommeren 2003 forsynet med rig og sejl. Et lille sidesværd sikrer mod for megen afdrift.
Jollen er bygget på nøjagtig samme måde som kajakkerne. Dvs. af lister og lærred.
Design: bådebygger
Niels Friis

Lærred, tråd, nåle og alt det andet
Det nemmeste er at gå til en møbelpostrer eller sadelmager og købe lærred. Nåle, tråd og dækssnore fås typisk hos skibsprovianteringer. Snoren jeg bruger til at sy med er en imprægneret nylonsnor nr. 8 til reparation af fiskegarn.

Geert Mørk
Telefon: 65 96 75 45      E-mail: gmoerk@post3.tele.dk

Du er velkommen til at kontakte mig: